Værd at vide om...

Teknisk dokumentation

Hvad er teknisk dokumentation?

Den tekniske dokumentation (fil) er en obligatorisk og specifik del af produktdokumentationen, som er defineret og beskrevet i rammeforordningerne for ecodesign og energimærkning og suppleret i de produktspecifikke ecodesign- og energimærkningsforordninger.

Vær opmærksom på, at det i energimærkningsforordningerne benævnes "teknisk dokumentation", mens det i ecodesignforordningerne benævnes "teknisk dokumentationsfil".

Hvem er ansvarlig?

Det er leverandørens ansvar at udarbejde den tekniske dokumentation, inden produktet bringes i omsætning. 

Dokumentationen skal være tilgængelig for eventuel kontrol fra markedsovervågningen i 10 år (ecodesign) og fem år (energimærkning) efter, at produktet er bragt i omsætning eller taget i brug.  

For importerede produkter skal importøren eller fabrikantens bemyndigede repræsentant sikre, at fabrikanten stiller dokumentationen til rådighed og i øvrigt opfylder forpligtelserne. Hvis dokumentationen ikke er tilgængelig eller er ufuldstændig, må produktet ikke bringes i omsætning.

Hvor hurtigt skal du kunne fremsende den tekniske dokumentation?

Hvis kontrolmyndigheden (i Danmark Sikkerhedsstyrelsen) anmoder dig om at fremsende teknisk dokumentation, skal du levere den tekniske dokumentationen i løbet af 10 dage. 

Hvad skal den tekniske dokumentation (fil) indeholde? 

Du skal undersøge de produktspecifikke ecodesign- og energimærkningsforordninger for at fastlægge indholdet af den tekniske dokumentation (fil), som du er forpligtet til at levere.

Nedenfor finder du en liste over elementer i den tekniske dokumentation (fil), som er obligatoriske. Listen er ikke udtømmende, da hver produktspecifik forordning kan stille krav om yderligere indhold i den tekniske dokumentation (fil):

  • Navn og adresse på fabrikanten eller den bemyndigede repræsentant
  • En generel beskrivelse af produktet og dets tilsigtede anvendelse
  • Identifikation af produktet, for eksempel produktets serienummer
  • Navn(e) og adresse(r) på de faciliteter, der er involveret i design og fremstilling af produktet
  • Navn og adresse på eventuelt bemyndiget organ, der har deltaget i vurderingen af produktets overensstemmelse
  • EU-overensstemmelseserklæringen (DoC), som skal indeholde:
    • En erklæring om relevante forordninger, som produktet overholder
    • En identifikation af de tekniske standarder, som overensstemmelse påberåbes for
    • En liste over de harmoniserede standarder og/eller andre relevante tekniske specifikationer, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og som er anvendt helt eller delvist, samt beskrivelser af de løsninger, der er anvendt for at opfylde de væsentlige krav i lovgivningen, hvor disse harmoniserede standarder ikke er anvendt. Hvis harmoniserede standarder kun er anvendt delvist, skal den tekniske dokumentation angive, hvilke dele der er anvendt
  • Testrapporter: Alle testrapporter, der ligger til grund for overensstemmelsesvurderingen, skal være tilgængelige. Bemærk, at nogle produktspecifikke forordninger kræver, at testen udføres af et akkrediteret laboratorium.
  • Resultater af udførte konstruktionsberegninger, gennemførte undersøgelser mv.
  • Forklaring af produktets dele og opbygning:
    • Konceptuelle design- og fremstillingstegninger samt diagrammer over komponenter, delmontager, kredsløb mv.
    • Beskrivelser og forklaringer, der er nødvendige for at forstå disse tegninger og diagrammer samt produktets funktion
    • En liste over ækvivalente modeller (tilsvarende modeller, hvor oplysningerne er baseret på samme grundlag)

Hvordan kontrollerer du, om produktet lever op til kravene?

Den produktspecifikke ecodesign-forordning angiver normalt i artikel 4, hvordan leverandører skal kontrollere et produkts overensstemmelse. Der kan være forskellige muligheder, som du kan vælge imellem. En beskrivelse af de forskellige muligheder kan findes i Decision 768/2008, Annex II