LOKAL RUMOPVARNING

Ecodesign overblikket

Ecodesignforordningen fastsætter minimumskrav til f.eks. energieffektivitet, ressourceeffektivitet vedrørende reservedele og informationskrav. Produkter, der ikke overholder kravene, må ikke markedsføres i EU.

EU-Kommissionen indførte i 2015 krav om ecodesign for lokale rumopvarmningsanlæg (i denne vejledning forkortet LSH) for at fremme energi- og ressourceeffektivitet. Denne lovgivning forventedes at bidrage med ca. 48.650 GWh i årlige energibesparelser med en tilhørende reduktion af CO2-udledningen på 6,7 Mt. For at opdatere kravene i forordningen i overensstemmelse med markeds- og teknologiudviklingen blev lovgivningen opdateret i 2024 med nye krav, som vil gælde fra 1. juli 2025 (bortset fra bestemmelserne om omgåelse, som har været gældende siden 9. maj 2024).

Den nye regulering indeholder blandt andet følgende ændringer i forhold til den gamle regulering:

  • Et bredere anvendelsesområde
  • Ændrede minimumskrav
  • En lavere omregningskoefficient (CC) for elektricitet
  • Nye beregningsmetoder
  • Nye informationskrav
  • Krav til strømbesparende tilstande
  • Nye emissionskrav for nitrogenoxider
  • Krav til kontrolnøjagtighed og kontrol af afvigelse fra indstillingsværdien
  • Krav med henblik på at beskytte forbrugerne (omgåelse og softwareopdateringer)
  • Krav, der sikrer bedre reparerbarhed af produkter (f.eks. reservedele) og genanvendelighed

Bemærk, at energimærkningsforordningen (EU) 2015/1189 stadig er gældende uden en slutdato. Der er ingen ændringer i disse krav.

Lovgrundlaget

Den gamle ecodesign regulering (EU) 2015/1188

Den nye ecodesign regulering (EU) 2024/1103

Bragt i omsætning

"Bragt i omsætning" er et vigtigt juridisk begreb i lovgivningen om produkter, miljøvenligt design og energimærkning. Her kan du læse mere om "Bragt i omsætning".